Hele dagen har jeg gået med sommerfugle i maven og har forberedt mig mentalt og fysisk på indmarchen. Sørgede for at drikke vand, vand, vand og mere vand, og spise en del selvom jeg ikke var så sulten.
Christina skulle bære DDS Fyn´s fane og jeg tog deres fane med i Gurli, og hun tog så bussen sammen med resten af familien Trolle.
Jeg fandt en p-plads til Gurli meget tæt på stævnecentrum, og mødtes med Christina og de andre fanebærere til instruks og træning allerede kl. 16.
var desværre ikke med til de forberedende møder i Holbæk d. 6 juni, så det var meget begrænset hvad jeg vidste om hvad der skulle foregå. Men Henriette, som stod for de sønderjyske indmarchdeltagere var meget sød til at gi mig ekstra instrukser. Lære mig at hilse på den rigtige måde, og gå med rundt og vise hvor jeg skulle gå. Jeg var som sådan ikke så nervøs for at skulle gå forrest, og som gammel garder ville jeg da gerne udøve eksersitsen så godt som jeg kunne.
Så det irriterede mig at der var en del ventetid da vi først kom ind på stævnestadion. Her ville jeg gerne ha haft at krydser og streger blev udpeget med det samme. Det skulle vi nærmest selv gætte os til hvordan det hang sammen. Igen blev jeg glad for Henriettes ekstra personlige instrukser, for så var jeg da ikke helt fortabt.
Tiden skred, og det endte med at Stine (min nabo-fanebærer) og jeg gik kapgang op til mødestedet og nåede da lige akkurat derop til kl. 18.
På mødestedet var stemningen allerede høj, og tusindvis af indmarchdeltagere stod og hujede og sang.
Kommunikation er en svær ting. I den brochure som alle sønderjyske indmarchdeltagere havde fået, stod at vi skulle være klædt i noget der passede til DGI Sønderjyllands dragt. Det fandt jeg så frem til måtte være lange sorte bukser, og grå tshirt. Men jeg var så næsten den eneste i grå tshirt. De fleste var klædt helt i sort. Det ku da ha været rart at vide, og de andre må da ha snakket sammen om farverne.
Det var nu lettere før i tiden da tøjet var dikteret. Jeg forstår godt de økonomiske aspekter i det, men hvis bare vi i det mindste ku få dikteret farverne som vi skal gå i. Men vi så nu godt ud alligevel.
Det eneste jeg var ked af var at jeg skulle gå med ryggen til alle de yndige sommerpiger ;o)
De sønderjyske deltagere var rigtig søde ved mig, og sørgede for at jeg fik en masse vand at drikke undervejs. Ja jeg blev endda kommanderet til at gi fanen fra mig fordi de mente at jeg blev træt i armene. Det var nu ikke noget særligt, for jeg synes slet ikke det var så hårdt at bære fanen højt. Kun den øverste arm blev en smule øm fordi jeg ikke er vant til at strække musklerne op i den retning. Men så ku jeg jo bare skifte arm en gang imellem. Nederste arm bliver holdt vandret, og bærer hele fanens vægt. Men det var heller ikke noget problem. Det var mere benene som jeg blev træt i, men det var først da vi skulle stå stille så længe.
Selvom vi startede ret langt fra stævnestadion, kom vi alligevel forholdsvist hurtigt derind. Så der var lidt ventetid inden selve indmarchen kunne begynde. Ventetiden blev brugt med "æ mojn sang", bølger og høj stemning. Ja der blev næsten en stemningskonkurrence mellem landsdelene.
Lige pludselig skete der noget. Og så gik det løs! Med fanen højt gik jeg forrest foran alle sønderjyderne og førte dem ind på stævnestadion. Jeg skulle holde 4 meters afstand til kolonnen foran, så jeg havde fri udsigt. Det var et fantastisk syn der mødte mig da jeg gik ned af rampen. Tusinder og atter tusinder af glade mennesker. Det gav et sus uden lige... jeg skælvede og fik gåsehud over denne rørende oplevelse. Jeg måtte minde mig selv om mit ansvar som fanebærer, og holde fokus på marchtempo og rute. Jeg fandt mit kryds i græsset som jeg skulle stå på, men blev trukket endnu længere frem for at der ku være plads til alle.
Jeg stod nu stolt med fanen højt og kiggede ud over de enormt mange fremmede mennesker. Jeg fik øje på familien Trolle i mængden. De sad næsten lige ud for mig. Det var jeg glad for, for det fik mig i al fald til at falde en smule til ro.
Da alle var kommet på plads skulle vi bl.a. synge nationalsangen "Der er et yndigt land". På andet vers skal jeg hilse med fanen. Lige frem foran brystet. Det var en sej øvelse, og jeg rystede helt vildt i armen af at holde den tunge fane. Jeg havde næsten ikke flere kræfter tilbage da verset var slut, så det blev kun til et hurtigt svirp for at hæve fanen igen. Derefter blev fanerne kommanderet til fod, så jeg blot skulle stå og holde ved den.
Indmarchen var gået over al forventning, så vi var åbenbart 20 minutter foran tid, da statsministeren skulle tale live på tv på et bestemt klokkeslet. Så det var længe at stå stille med fanen.
Fordi vi var blevet rykket så langt frem, så stod jeg der hvor græsset begynder at skråne opad, hvilket var ret hårdt for læggene og knæene. Men på bedste gardermanér holdt jeg ud, og afslog stædigt tilbuddene om at blive afløst.
Hende den lille søde skiltebærer, som jeg ikke ka huske navnet på, var lige så stædig. Hun kunne ikke sætte skiltet til fod, som jeg ku med fanen. Men hun holdt lige så standhaftigt på at bære skiltet uden at blive afløst.
Jeg holdt lidt øje med hende løbende, for jeg synes hun så lidt sløj ud, og de andre have vendt os ryggen for at kigge på hvad der skete inde midt på stadion.
Og så havde jeg da osse en undskyldning for at kigge på hende ;o)
Midt i det hele så jeg pludselig Christina sidde i tilskuerrækkerne. Hun skulle stå inde på faneborgen, klædt i hvidt. Men derinde var hun blevet dårlig, og en anden skytte havde hurtigt overtaget fanen, så Christina kunne komme ud og komme til hægterne igen. Det var ærgerligt for hende at måtte afbryde sådan en fantastisk oplevelse. Men hun sagde da senere at hun havde haft en god aften... trods alt.
Mine skyttekolleger fra Grænseegnen nåede ikke med til indmarchen, for de havde ikke fundet det rigtige mødested. Så de måtte nøjes med at se på istedet. Jeg synes ellers det fremgik tydeligt nok af brochuren, hvor det var vi skulle mødes. Men kommunikation er stadig en svær ting.
Da talerne havde snakket skulle vi så hæve fanen og gå op og stå samlet i den ene ende af stadion. Det lykkedes også, men derefter kiksede det lidt. For det var oprindeligt meningen at der skulle komme en flyver ind over området, i forbindelse med temaet "Holbæk holder vand". Og så skulle vi liste ud med fanerne mens publikum kiggede op. Den havde så ikke fået indflyvningstilladelse, så den kom ikke.
Nå, så var det meningen at vi skulle gå når efterskoleeleverne var færdige med at kaste med håndklæder. Men det missede de 2 yderste fanebærere. Så tredie gang, da der var en kunstpause, og med hjælp fra frivillige "GPS"ere lykkedes det af få lov til at forlade stadion.
Da vi endelig kom ud, var jeg helt høj af glæde. Jeg behøver hverken alkohol eller narko for at blive beruset. Bare lad mig opleve en masse glade mennesker. Der gik også lang tid før jeg faldt ned på normalt niveau igen. Jeg ved ikke om det er adrenalin, eller hvad det er. Men det kick det giver, minder mig om da jeg stod ud af bilen efter at ha kørt ræs på Silverstone. En fornemmelse af at svæve ovenover alt, at være urørlig, at sprede og dele glæden. En dejlig glædesrus.
Thomas, Tonni, Asta og mig kørte ned på havnen bagefter for at finde noget at spise. Jeg havde ikke spist siden middagstid så jeg var temmelig sulten. Vi fandt et sted hvor de lavede nogle rigtig gode burgere, lige ved lystbådehavnen. Der var flere store telte og spillesteder der var klar til fest, så jeg tror da bestemt vi skal derned en af de andre aftener. Der ska nok blive høj stemning!
TV Syd viste i deres 19.30 udsendelse
noget om landsstævnet
