fredag den 3. juli 2009

hedebølge men alligevel masser af aktiviteter

Indmarchen i går havde åbenbart taget al min energi. Jeg fik også kun lige et par enkelte glas i går aftes før jeg gik død omkring midnat. Her til morgen var jeg bare død, og da de andre ville over og ha morgenmad meldte jeg pas, og prøvede at sove lidt mere. Jeg havde det ikke specielt godt. Det stikker over alt på kroppen, især på skuldre og bryst hvor jeg har fået alt for meget sol. Jeg sætter mig til at redigere billeder og skrive i min blog. Det går lige lidt af gangen. Men ind imellem skal jeg lige gå lidt frem og tilbage i forteltet for at holde solbranden ud.
Det var første dag hvor der var officiel morgenmad som en del af landsstævnebilletten. De andre var så søde at ta rigeligt med picnic mad med, så jeg ku få lidt at spise. Appetit var der ikke nogen af, men jeg ved udmærket at jeg SKAL spise og drikke en masse.

Allan og Thomas skulle deltage i Biathlon. Ufatteligt at de vil løbe og skyde i det alt for varme vejr. Jeg nåede slet ikke derned for at heppe på dem. Det har jeg bare slet ingen energi til. Istedet sumper vi bare i forteltet hele formiddagen, og mens jeg blogger sidder Tonni og ringer og skriver, især til sin kæreste Signe, som det efterhånden er gået op for mig, at han er glad for og savner rigtig meget. Begynder sq at blive nervøs for at sove ved siden af ham ;o)

Omkring middag fik Tonni mig overtalt til at gøre et eller andet. Så vi tog på udflugt ind til byen.
Først ind og købe forsyninger af vand og iste så vi har nok til resten af weekenden.
Efter en kort køretur rund i byen, tog vi ind til stævnecentrum for at tage billeder af aktiviteterne. Der var bare varmt, og selv oppe på Arnolds Bjerg hvor det luftede lidt, var det ikke til at holde ud.

Fra Landsstævne Fredag d. 3. Juli

Men på trods af varmen var der aktivitet og glade mennesker overalt. Havde det været en markedsplads hvor folk er egoistiske og skubber til hinanden for at komme frem i mængen, så havde jeg ikke ku holde det ud. Men det her er Landsstævnet, hvor alle er glade og giver plads til hinanden med et smil. Det er svært at forklare hvad det er der gør at vi pludselig lader denne mellemmenneskelige kærlighed indtage vores sind, bare fordi vi er samlet gennem vores foreningsliv istedet for vores privatliv.
Måske er det det, som "folkelig oplysning" egentlig betyder? At være sammen, at give plads, at dele... at være forenet.

Vi kom bl.a. forbi et telt hvor de havde noget motions og fitness tema og ved en af boderne kunne man få målt sit kondital på en motionscykel. Og mindsanten om ikke der var et kendt ansigt der "Jappede" afsted på cyklen ;o)
Fra Landsstævne Fredag d. 3. Juli


Ved minibiathlon var der stillet løbebånd op, og så var der faldmålsskydning med luft-biathlon rifler i stil med de skydeboder vi tidligere har stillet op rundt omkring. Konceptet med en sådan udstillingsstand ser ud til at holde, og jeg håber at DDS vil lave en trailer med et færdigt kit med telt, faldmål, borde, løbebånd og rifler. Sådan at det bare er lige til at gå til hvis vi vil gøre reklame for denne gren af skydeidrætten.
Fra Landsstævne Fredag d. 3. Juli


Af andre aktiviteter var der havkajak (hvor man ku lære at vende kajakken i et bassin), træklatring, cirkus, Beachvolley, Fodbold, Håndbold og mange andre ting.

Vi mødte bl.a. et par lokale gutter fra Holbæk, som sad på sidelinien og kiggede på volleypiger. De ville da ud og se hvad det var for nogle tosser der kom og invaderede deres by, og sad i en papstol med en køletaske fuld af øl. De havde så ikke nogen køleelementer så de havde taget nogle poser frosne ærter med for at holde øllene kolde. Det virkede såmend ganske glimrende, for de øl vi fik budt var da dejligt forfriskende kølige.
Fra Landsstævne Fredag d. 3. Juli

Rundt omkring på stævneområdet er der opstillet vandposter hvor deltagerne kan få fyldt deres vanddunke, så der er ingen undskyldning for ikke at drikke en masse vand.
Fra Landsstævne Fredag d. 3. Juli

På aktivitetsstederne, var der også stillet brusere op, så deltagerne kunne blive skyllet og kølet ned efter kampene.

På grund af varmen har brandmyndighederne udstedt grillforbud på vores campingområde. Så vi måtte stege kød på en pande i køkkenet i campingvognen istedet. Vi måtte så først lige grave køkkenet frem i alt rodet, og det gav også ekstra rengøring fordi det stænker over alt, og campingvognen lugtede langt væk af en fed stegeos. Vinden stod helt stille, så det nyttede ikke engang at lufte ud.

Efter aftensmaden blev vi budt på Rødvin i Eriks campingvogn, og selvfølgelig skulle han da lokke os stakkels seriøse skytter i fordærv. For inden vi så os om var vi taget på en danmarkstour rundt på pladsen. Bl.a. forbi Samsø hvor vi fik grillet laks og ægte samsøkartofler. Århus, Ribe og flere andre steder blev det til på touren. Men af de 9 forskellige rødvin vi nåede at smage, var der da intet der ku overgå Eriks Amarone... så det forventer vi at han har med hver gang fremover!
Fra Landsstævne Fredag d. 3. Juli

Da vi senere gik ned i ungdomsteltet for at feste videre var der faktisk temmelig mange folk. Det er tydeligt at der er mange der først er kommet torsdag og fredag. Og der var godt gang i festen. Tror det er den aften hvor der var flest gæster i teltet.
Kl. 2 lukkede vi så igen festen og ryddede op inden vi begyndte den lange vandring hjem til campingvognen.
Fra Landsstævne Fredag d. 3. Juli

Ingen kommentarer: